Dagens politiske debat dikteres på den ene side af økonomi, effektivisering og produktivitet, og på den anden side af negative følelser, af mistillid og frygt. I denne bipolære sump råber politikerne højt i blandt hverandre som i en børnehave: Se og hør mig! Medie-Megafonen er slået til, og det udbasunerede der danner grundlag for det politiske er ´mistilliden til den anden´, til borgeren, til naboen, til flygtningen og den ansatte ... til læreren, til dagplejemoderen, til lægen, til politimanden og sygeplejersken. Og den dominante jargon lyder, at borgeren ikke gør det godt nok, at dig og mig og vi to skal effektiviseres - særligt i den offentlige sektor, der den politiske magt er størst. Ingen gør noget tilfredsstillende, alle skal optimeres, i et menneskesyn der idémæssigt slægter på industrialiseringens fabrikshaller. Og tro mig, de var langt fra menneskevenlige. I dag skal den dydige borger producere: Således skal læreren under fortsatte nedskæringer producerer den fremtidige mønsterborger, produktivitetens soldat i samfundets nyttetjeneste, produktiviteten, der er blevet politikernes guldkalv og afgud; således skal lægen producere mest mulig folkesundhed, så dig og mig og vi to kan gå på arbejde og haste økonomiens hjul; således skal hjemmehjælperen producere mest mulig renhed, på målt tid og taksameter, så verdens materielle glans kan glinse blingbling og rekordrens. Det er kort sagt politikernes instrumentalisering af dig og mig og vi to, vort liv og levned. Og for at sikre dette sker som dikteret - i et menneskesyn af mistillid - har landets ledere og håndlangere indstiftet moderne tids slaveåg: det totalitære kontrolapparat, hvor dagplejemoderen skal dokumentere i stedet for at passe; hvor politimanden skal rapportere i stedet for at sikre gaden fred og orden; hvor lægen skal registrere medicinudskrivninger og journalisere i stedet for at helbrede; hvor læreren skal administrere og føre logbog frem for at undervise. Det kan være nyttigt for BNP, men ej for